Behandling af stress
Samtaleterapi er en god måde at blive klogere på dig selv, lære dig selv bedre at kende, finde frem til hvad årsagen er til, at du har stress, det hjælper dig med ikke at komme i samme situation igen.
Lærer man ikke sine reaktionsmønstre at kende og nye måder at håndtere stress på, vil man være mere sårbar over for at få stress igen. Statistikker viser, at ca 20-30%, der ikke tidligere har fået den rette behandling, oplever stress igen.
En coach eller terapeut kan hjælpe dig med at sætte ord på følelser og lære dine reaktionsmønstre bedre at kende. Ofte har stressede personer svært ved at sige fra og sætte grænser. Med stressen følger ofte lav selvfølelse, skyld, skam og dårlig samvittighed, og her kan behandleren hjælpe dig med at genfinde dit værd og tillid til dig selv. Det kan også være væsentligt at arbejde med grundlæggende værdier, så du kan lære at prioritere efter det, der dybest set er vigtigst for dig.
Udover samtale kan du med din terapeut lave en plan for, hvordan du vender tilbage til arbejdet med udarbejdelse af en opstartsplan og eventuel rådgivning til din arbejdsgiver.
Metoder til at reducere stress i kroppen
Fordi vi rent biologisk er skabt til at befinde os i naturen, så er det også der, vores hjerne og krop trives bedst.
En meget væsentlig del af en stresstilstand er en slidt opmærksomhedsevne, hvor vi ofte bruger en fokuseret og styret form for opmærksomhed. Når vi opholder os i naturen, bruger vi en anden form for uanstrengt opmærksomhed, som hviler vores mentale og opmærksomhedsmæssige ressourcer. Hvor vores moderne bymiljøer synes at tære på vores mentale ressourcer, så genopbygger naturen dem.
Nervesystemet afspændes, frisk luft og grønne farver beroliger nervesystemet. Når vi opholder os i naturen sænkes pulsen og blodtrykket, og niveauet af stresshormoner daler. Ophold i naturen kan udløse afslapningsresponsen, som rent fysiologisk er præcist det modsatte af stressresponsen.
Problemløsning involverer bevidst tænkning, men mere komplekse problemer kræver også det, der kaldes ubevidst tænkning. Ubevidst tækning kræver, at vi lader kognitive og mentale processer arbejde uforstyrret, mens vi rent bevidst foretager os noget, der ikke kræver direkte og bevidst tænkning. Derfor er mentale pauser væk fra email, sociale medier og den konstante informationsstrøm ufattelig vigtig. Ikke bare for stressniveauet men også for vores evne til at reflektere dybt.
Ophold i naturen, fremmer ubevidst tænkning. Derfor rammer løsningen på et problem dig ofte på en gåtur, eller mens du luger dit blomsterbed i haven.
Naturlige omgivelser udløser positive følelser hos os, delvist fordi det at observere natur har været vigtigt for vores overlevelse. Vi har simpelthen indbyggede neurokemiske mekanismer, der belønner os i form af dopamin og serotonin (hormoner der associeres med velvære og positive følelser), når vi kigger på naturlandskaber. Det forklarer delvist, hvorfor mennesker, der bor langt fra et grønt område, har et generelt dårligere psykisk velbefindende og højere stressniveau, end dem der bor tæt på.
Spis antiinflammatorisk
Bestemte fødevarer/urter har en positiv effekt på dine hormoner. Jeg anbefaler, at du holder dig til en antiinflammatorisk kost som booster dit immunforsvar, nedsætter stresshormoner og hjælper dig til mere energi.
Det er blandt andet fødevarer med:
- Omega 3-fedtsyrer fed fisk som laks, sild og makrel, hellefisk og ørred.
- Hørfrø og valnødder m.fl. samt avokado, olivenolie og rapsolie.
- Antioxidanter, visse vitaminer og mineraler (f.eks. C- og E-vitamin)
- Ingefær, gurkemeje og hvidløg.
- Kål som rosenkål og broccoli.
- Blå bær (f.eks. brombær, blåbær og solbær)
Du kan sammen med din terapeut få udarbejdet en kostplan, som passer til dig og din daglige kost.
Mindfulness og afspændingsøvelser
Når du er stresset er kroppen i kæmp/flugt/frys tilstand, dvs kroppen sender besked til nervesystemet om, at der er fare på færde. Ved at meditere og dyrke mindfulness beroliger du dit nervesystem, som sender signal til kroppen om, at den igen kan slappe af.
Yoga og åndedrætsøvelser
Yoga har fokus på åndedrættet, åndedrætsøvelser aktiverer det parasympatiske nervesystem. Ved at træne vejrtrækningen kan du berolige nervesystemet og reducere din følelse af og symptomer på stress.
Yoga er en anerkendt metode mod stress. Undersøgelser fra Harvard Medical School i USA viser, at yoga og åndedrætsøvelser sænker blodtrykket og mængden af stresshormoner i kroppen, og yoga har en gavnlig virkning på stress, angst, depression, søvn og i det hele taget livskvaliteten.
Når vi stresser, spænder vi op i kroppen, og her hjælper yoga dig til at løsne op på både fysiske og energiske spændinger og blokeringer. Yoga guider dig ned i kroppen, så du får kontakt til stemninger, følelser og øger din kropsbevidsthed. Yoga virker her og nu, og du mærker forandringen med det samme. Yoga stilner sindet, så du får ro på dine tanker og øger din evne til nærvær
Yoga kan i sig selv ikke helbrede stress, men ved at gøre yoga til en del af din hverdag, kan du forebygge, lindre og undgå meget stress.
HAR DU BRUG FOR EN PSYKOTERAPEUT I AALBORG, ER DU VELKOMMEN TIL, AT KONTAKTE MIG IDAG.
ELLER SEND EN BESKED HER: